Studiemakker På Tværs

Vores første møde med 1. semester fandt sted den 24. Februar. Fra vores semester var vi 4 studerende, og fra 1. semester var der 5 studerende. Vi startede dagen ud med at lære hinanden at kende, og derefter lavede vi forskellige ice breakers. I vores gruppe skulle der udvælges en kaptajn til at holde styr på gruppen, og her blev jeg valgt.

En af vores ice breakers gik ud på at vi skulle opfinde vores eget valg, lave en usædvanlig lov til landet, en nationalret, et motto og selvfølgelig et flag.

Til vores semester blev vi stillet opgaven, at vi skal udarbejde en tutor video. Videoen skal laves på baggrund af efterspørgsler fra vores 1. semester studerende fra gruppen. Så jeg udnyttede selvfølgelig også at vi var samlet, og fik spurgt om der var nogen ideer fra dem. De havde ikke nogle ideer lige nu, men ville vende tilbage.

Vi brugte resten af dagen på at hygge og snakke, og spise en masse pizza. Vi fik til dette møde planlagt vores upcoming møder. Der er allerede lagt 3 møder ind som vi skal have, og derudover planlagde vi 2 ekstra møder, og mulighed for at planlægge mere.

Den 4. Marts mødtes vi alle sammen på Storms Pakhus. Vi havde valgt at ligge et møde tidligt i forløbet, da 1. Semester lige havde haft kick-off på projekt 1, og vi andre kunne huske hvor forvirret man var i starten af dette projekt. Vi havde lagt op til at de kunne spørge om hvad som helst, og få hjælp til projektet.

Vi spiste alle frokost sammen, og endte med at sidde et par timer og hygge os. Vi fik også delt lidt ting fra vores projekt 1, som de kunne tage noget inspiration fra.

Den 9. Marts mødtes vi endnu engang alle sammen. Her mødtes vi på skolen hvor at 1. Semester studerende havde mulighed for at få hjælp og vejledning fra os, omkring deres projekt. Da de er relativt langt med deres projekt nu, kunne vi hjælpe lidt mere konkret i forhold til deres klient rapport, og hvordan de skal færdiggøre deres ting de har nu. Vi gennemgik lidt med vores egne oplevelser fra da vi var i samme projekt, og kunne også dele feedback vi fik dengang.

Jeg synes at vi har en rigtig god studiemakker gruppe, og vi hygger os rigtig meget når vi er sammen. Derfor brugte vi selvfølgelig en god del af tiden på at hygge snakke, og snakke lidt om vores semester.

Jeg er kommet et skridt tættere på at finde ud af hvilken video jeg skal lave til min opgave. Da der ikke er nogen af dem der har efterspurgt noget de ville se før studiestart, kom jeg med flere ideer som de kunne fortælle deres meninger om. Her kom jeg frem til at de ville synes det havde været fedt at se en “dag i livet som studerende”. Da vi begyndte at snakke om videoen, kom de med forskellige ind put til hvad der så kunne være fedt at følge med i. For eksempel snakkede vi om at det kunne være sjovt at “være med” til undervisning, frokost og eventuelt noget gruppe arbejde. Det vil jeg nu arbejde videre med.

Fredag den 27. marts havde vi valgt at mødes nede i fredagsbaren. Her havde vi lagt mødet kort efter at 1. semester havde kick off på P2. Vi havde valgt at mødes der, da vi tænkte at de kunne have brug for at vende nogle ideer og tanker, i start processen. Derudover elsker vi jo at hygge med vores gruppe, så vi skulle selvfølgelig i fredagsbaren.

Vi startede mødet ud med at få forklaret hvad deres opgave var. De har haft 3 forskellige cases at vælge imellem, og i vores gruppe er der faktisk alle 3 cases repræsenteret. Det giver også 1. semester muligheden for at spare lidt med hinanden, når de nu ikke mødes hver dag på tværs af grupperne.

Efter vi havde gennemgået deres opgave, vores egen og hele verdens situationen, skulle vi selvfølgelig have en omgang beerpong, og slå nogle søm i. Endnu en vellykket og hyggelig dag med vores gruppe.

Tirsdag den 5. maj mødtes vi en sidste gang for at snakke omkring opstarten på 1. semesters påbegyndene eksamen. Vi valgte her at gå en tur ned på havnen, og tage på chicago burger for at få en frokost sammen. Her fortalte vores semester lidt om hvad vi sidder og laver, og første semester kunne gennemgå deres opgave beskrivelse og stille spørgsmål til os. Der blev snakket om hvad vi havde fået af erfaringer siden sidst, og om hvordan vi kunne hjælpe dem videre fra deres nuværende frustrationer. Vi aftalte at, selvom vi ikke har flere gange at mødes, har de altid mulighed for at række ud til os med spørgsmål. Vi ved alle sammen godt hvor overvældende det var at gå i gang med 1. semesters eksamen, og kan derfor dele ud af vores oplevelser derfra, og forhåbentligt sat lidt ro på.

Refleksion:

Da jeg selv var på 1. semester havde jeg en gruppe der oftest kun bestod af mig, og 2 piger fra 3. semester. Dog tog de rigtig godt imod mig, og fik mig derfor til godt at kunne lide dette forløb. Jeg havde set rigtig meget frem til at være de “store”, og kunne dele ud af mine erfaringer. Vores gruppe har fra første dag stået rigtig stærk. Vi har haft det virkelig sjovt, og har fået en masse gode snakke i processen. Udover at være gode til at hjælpe hinanden på faglig basis, så har vi også fået et rigtig godt sammenhold ud af dette. Flere af medlemmerne af gruppen har ses udover studie makker på tværs, og jeg føler at sammenholdet mellem 1. semester og 3. semester har blomstret rigtig meget. Det kan godt være at vi har brugt en god slat tid på at hygge og pjatte, men i min optik har det hjulpet rigtig meget på at man ikke er bange for at tage fat i hinanden en anden gang. Jeg er ikke i tvivl om at det har været en god proces for mig. Jeg har helt klart fået noget ud af det, både på læringsplan men også rigtig meget socialt. Jeg gik ind i det her forløb med åbne arme, og er helt sikkert blevet taget imod med smil og kram.